Businessdebat i Berlingske Tidende Business den 7. juni 2003:
Farvel til bankfusioner
I en artikel i Berlingske Tidende Business den 27. maj 2003 slog Konkurrencestyrelsens direktør fast, at der vil blive stillet ”ekstremt skrappe krav”, såfremt Danske Bank eller Nordea måtte fremsætte anmodning om fusion med andre banker i Danmark.
Det er min opfattelse, at de to banker såvel hver for sig som – ikke mindst – tilsammen er alt for store og dermed dominerende til et lille samfund som det danske. Efter min mening er der reelt ikke tale om nogen nævneværdig konkurrence bankerne imellem – i hvert fald ikke, når det drejer sig om privatkunder og små og mellemstore virksomheder (de såkaldte SMV’er). Ja, i virkeligheden er det vel kun landets absolut største virksomheder, der har tilstrækkelig pondus til at stille krav til deres bankforbindelse(r) - og få kravene opfyldt.
Alene de efterhånden meget omfattende og fantasifulde gebyrer er vel tilstrækkeligt bevis for den påstand. I dag er det meget vanskeligt at konsultere sin bank, uden at taxameteret begynder at tælle. Bankernes gebyrsystemer kan vel nærmest sammenlignes med et ”tag-selv-bord”. Men også den magt, som de to nævnte banker har udvist omkring de fremtidige gebyrer på Dankortet, tæller med som bevis.
Det er – for mig at se – på høje tide, at der skabes foranstaltninger, der reelt kan forøge danske bankers indbyrdes konkurrence. Og der skal være tale om foranstaltninger, der i langt højere grad end hidtil tilgodeser konkurrencen i relation til den brede kundemasse. Jeg har i hvert fald svært ved at se, at de betingelser, der blev stillet til fusionen mellem Danske Bank og Real Danmark i 2000 (bl.a. frasalg af Danske Banks ejerandele i Københavns Fondsbørs og PBS) havde nogen positiv betydning for Danske Banks brede kundemasse.
Selvom der i de seneste år er rationaliseret meget i det danske banksystem – der findes ikke længere en bankfilial på hvert gadehjørne – så er de danske banker stadig nogle af de mest omkostningstunge i Europa. Og det forhold kan vel først og fremmest skyldes manglende konkurrence.
Det kan derfor ikke gå hurtigt nok med at få etableret en konkurrence, som bankmarkedet ikke hidtil har kunnet gennemtvinge. Men det stiller også krav til kunderne, som ifølge diverse undersøgelser er alt for loyale over for deres bank. De skal turde stille krav og være villig til at tage konsekvensen af et afslag, d.v.s. finde en ny bankforbindelse. Men her er de filialløse banker (rene netbanker) ikke altid et godt alternativ, da de fleste mindre virksomheder har behov for at ”gå i banken” f.eks. for at kunne aflevere dagens omsætning i døgnboksen.
Debatinlæg i ErhvervsBladet den 14. november 2002:
Styr på økonomien?
De mange små og mellemstore danske virksomheder - de såkaldte SMV’er - udgør en stor underskov - og dermed fundamentet - i dansk erhvervsliv. Det er fortsat ganske almindeligt for SMV’erne, at de ledes af deres ejere, der som hovedregel tillige er krumtappen, når det gælder udførelsen af virksomhedernes hovedaktiviteter.
Kun få af disse virksomhedsejere har såvel fysisk som faglig kapacitet til at beskæftige sig med den daglige drift med produktion og salg og servicering af kunder samtidig med, at de kan arbejde med den økonomisk/administrative styring og udvikling af virksomheden.
Der er talrige eksempler på virksomheder, der er bukket under, ganske enkelt fordi der ikke var klarhed over, i hvilken retning virksomheden skulle udvikle sig, og på hvilken måde det finansielle beredskab skulle/kunne etableres.
De fleste SMV’er har kun banken at ty til, når mangelfuld økonomisk styring medfører akut mangel på likviditet. Og ikke sjældent er banken blevet gjort til ”syndebuk”, når den har ”smækket pengekassen i”, fordi den ikke har kunnet få den nødvendige sikkerhed for udvidelse af den eksisterende kredit.
Med ”sikkerhed” menes der ikke nødvendigvis håndgribelig sikkerhedsstillelse (pant i fast ejendom o.lign.). De fleste banker yder ofte kreditter uden fuld sikkerhed af den nævnte art, men det forudsætter helt klart, at de kan fæstne lid til kundens evne til at navigere gennem et minefyldt farvand, hvilket igen fordrer, at der er etableret et åbent og tillidsfuldt forhold bank og erhvervskunde imellem.
Ikke mindst på dette punkt svigter SMV’erne ofte. Der kan til tider være en uvilje fra virksomhedernes side til at give banken fornøden indsigt i forretningsaktiviteterne - helt bortset fra, at SMV’erne ofte ikke er i stand til at give banken kvalificerede informationer. Og guderne skal vide, at bankrådgiverne heller ikke altid er lige dygtige til at sætte sig ind i SMV’ernes problemstillinger.
Mit råd til SMV’erne er derfor: Sørg for at skabe et godt overblik over virksomhedens økonomiske og strategiske muligheder og udvikling (få om nødvendigt assistance fra en virksomhedsrådgiver) og gør en stor indsats for at etablere og/eller forbedre dialogen med banken. Til bankrådgiverne har jeg det råd: Pas på ikke at virke bedrevidende og formynderisk - det kan få de fleste SMV-ejere/ledere til at gå i baglås.
Debatinlæg i ErhvervsBladet den 30. august 2002:
Hvor er det synd!
Det er en kendt sag, at dansk erhvervsliv bl.a. udgøres af en stor underskov af mindre og mellemstore virksomheder - kun nogle få virksomheder kan tillade sig at kalde sig store i verdenssammenhæng.
Det er endvidere endnu almindeligt, at disse mindre og mellemstore virksomheder er familieejede - ofte etableret for årtier tilbage i tiden af en visionær fagmand, som tillige havde det nødvendige ”drive” til at kunne trække virksomheden frem til en betydelig position enten i lokalområdet eller inden for sit felt.
Den moderne teknologiske udvikling og de internationale handelsforhold stiller imidlertid ofte sådanne virksomheder over for nogle meget kraftige konkurrencevilkår, som de til tider kan have svært ved at imødegå - ikke nødvendigvis på de faglige eller visionære område, men oftere på det ledelses- og styringsmæssige område.
Det er ganske almindeligt, at mindre eller mellemstore virksomheder må bruge uforholdsmæssigt mange ressourcer på at opfylde de administrative krav, som ikke mindst ”det offentlige” stiller til erhvervslivet. Af gode grunde bliver disse krav anset for at være tidsspille i forhold til virksomhedens egentlige aktiviteter, hvorfor de sjældent har ledelsens store bevågenhed - ikke før det brænder på eller med andre ord, når opgaven ikke kan trækkes længere ud.
Bl.a. sådanne krav kan medvirke til, at virksomheden går ”død” og ikke orker at anvende sine ressourcer på andet end ”dagen og vejen”. Man ”glemmer” at tænke på virksomhedens fremtidige udvikling og økonomiske styring.
Og pludselig er der lavvandet i kassen, og turen går til banken for at anmode om en større kassekredit - en anmodning, som til tider ikke kan imødekommes af banken, ganske enkelt fordi den ikke har tillid til virksomhedens styringsevner.
Det er synd, at virksomheder kan komme i den situation, og det er synd, at dygtige fagfolk føler sig tvunget til at beskæftige sig med noget i deres øjne uproduktivt, og det er synd, at virksomheder på den måde hæmmes i deres udvikling.
Men kære virksomhedsleder! Måske skulle du acceptere den måde, hvorpå verden ser ud i dag. Måske skulle du acceptere, at du har behov for hjælp til de opgaver, der ikke er dine stærke sider, men som skal løses af den ene eller anden årsag.
Du vil sikkert sige, at virksomhedens økonomiske situation ikke gør det muligt at ansætte kvalificeret personale til at tage hånd om den økonomiske styring. Spørgsmålet er nok snarere, om virksomheden har råd til at undlade etablering af en effektiv økonomistyring.
Men hvem sagde i øvrigt ansættelse? Den form for assistance kan fremskaffes uden ansættelse. Der findes velkvalificerede og engagerede mennesker, der driver selvstændig virksomhed udelukkende med det formål at yde assistance til løsning af de nævnte opgaver.
Da økonomisk styring er en løbende proces, vil der være behov for at etablere et tillidsfuldt og længerevarende samarbejde, som gør det muligt for rådgiveren at opnå den fornødne indsigt i virksomheden. Uden denne indsigt ingen kvalificerede løsninger.
Og husk! Omkostninger til en rådgiver skal betragtes som alle andre omkostninger: De skal i sidste instans give et positivt udslag på bundlinien. Ellers er det synd - også for rådgiveren.
Debatinlæg i Berlingske Tidende den 3. september 2001:
Hvem er usolidarisk med hvem?
Debatten omkring berettigelsen af privathospitalers aktivitet i Danmark er vokset gradvist i løbet af den forløbne del af år 2001 forstærket af forsikringsselskabernes tegning af sundheds- eller helbredsforsikringer. Visse kommuners interesse for at tegne tilsvarende forsikringer for kommunens borgere har været som ”benzin på bålet” for den del af landets politikere, der er modstandere af hospitaler i privat regi.
Modstanderpolitikerne gør bl.a. gældende, at de patienter, der lader sig behandle på privathospital, er usolidarisk med den øvrige del af befolkningen.
Dette synes at være en underlig tankegang i betragtning af, at interessen for at lade sig behandle privat for de fleste skyldes de lange ventelister i det offentlige sygehusvæsen - ventelister, som politikerne trods den ene store bevilling efter den anden ikke har magtet at fjerne og næppe heller vil kunne fjerne. Ventelisterne omfatter i stor udstrækning sygdomme, der typisk er forbundet med høj alder, f.eks. slidgigt i hofter og knæ samt grå stær.
De borgere med sådanne lidelser, der må vente adskillige måneder på operation på et offentligt sygehus, har ikke tid til at vente og har næppe nogen grund til at føle sig usolidarisk ved at blive opereret på et privathospital for egne midler. For dem er det ikke mindst et spørgsmål om at forbedre livskvaliteten i deres sidste leveår.
De kunne i høj grad vende argumentet til, at det snarere er samfundet, der er usolidarisk med dem, idet de efter et langt liv og efter at have betalt høje skatter i adskillige år med rette burde kunne forvente en bedre behandling fra samfundets side.
Det er heller ikke på anden måde let at få øje på det usolidariske, da de samme borgere ikke fratager andre borgere noget gode. Tværtimod vil andre borgere på venteliste til offentlig operation rykke ét trin frem, hver gang der foretages en operation på et privathospital.
Det er dog et faktum, at flere hundredtusinde danskere qua deres medlemskab af Sygeforsikringen ”danmark” har en operationsdækning og, at tæt på hundredtusinde - hvis den grænse ikke allerede er passeret - har tegnet privat sundheds- eller helbredsforsikring, der betaler for operation på et privathospital i Danmark eller i udlandet.
Skal disse gode danske borgere føle sig usolidariske?
Man fristes til at citere Niels Hausgaard, der i visen ”Hvem bestemmer?” stiller spørgsmålet ”…om de fleste er de bedste eller bare de fleste.”
Det er i hvert fald svært at forstå den ideologi, der tilsyneladende går ud på, at hvis ikke alle kan få, så må ingen få.
Debatinlæg i Jyllands Posten den 30. august 2002:
Privathospitalerne er kommet for at blive!
Det er en myte at tro, at privathospitaler kun er for ”de unge, de rige og de smukke”. De patienter - kunder, som behandles på Privathospitalet Skørping, kommer fra alle samfundslag - ja, fra alle indkomstgrupper.
Fælles for dem alle er, at de ikke ønsker, eller de har ikke tid eller råd til at vente på operation i det offentlige sygehusvæsen. For en selvstændig erhvervsdrivende kan lang ventetid på operation udgøre en økonomisk katastrofe for virksomheden og dermed familien. For en virksomhed, der må undvære en betroet medarbejder, der er blevet arbejdsudygtig, og som ligger bagest i køen til operation på et offentligt sygehus, vil det være til stor gene og medføre store ekstraomkostninger.
I de og mange andre situationer er operation på privathospital den udvej, som kan reducere de økonomiske følger.
Eller den 90-årige, der efterhånden ikke kan læse dagens avis eller se fjernsyn på grund af fremskreden grå stær. Den person kan med en beskeden økonomisk indsats få synet og dermed livskvaliteten tilbage.
Det er svært at forstå den politiske ideologi, der tilsyneladende går ud på, at hvis ikke alle kan få, så må ingen få. Privathospitalernes patienter - selvbetalere - kan ganske vist ved hjælp af egne midler eller forsikringer springe ventelisterne til operation i det offentlige sygehusvæsen over. Men derved tager de da ikke noget gode fra de patienter, der vælger at vente på gratis operation på de lokale sygehus - tværtimod. Jo flere der vælger operation på et privathospital, jo hurtigere må de resterende ventelistepatienter logisk set kunne blive behandlet.
Og det økonomiske aspekt? Mange danskere er i dag forsikret i Sygeforsikringen ”danmark”, der i de fleste tilfælde yder væsentlig erstatning til en lang række operationer på godkendte privathospitaler bl.a. Privathospitalet Skørping. Desuden har nogle af landets største forsikringsselskaber stor succes med tegning af helbredsforsikring eller kritisk sygdomsforsikring, der yder endnu større erstatning. På den måde vil det for en stor del af befolkningen ikke være økonomien, der forhindrer operation på et privathospital.
For mig er der ingen tvivl om, at privathospitalerne er kommet for at blive, og det sidste af slagsen er næppe etableret endnu. Det eneste der effektivt kan forhindre den udvikling, er total afskaffelse af ventelisterne på de offentlige sygehuse. Men det tror end ikke landets sundhedsminister på vil kunne ske. Men selvom ventelisterne måtte blive væsentligt reduceret, vil der altid være borgere i dette land, der vil være villig til at betale for den særlige service og pleje, som eksempelvis Privathospitalet Skørping kan tilbyde.
Debatinlæg i Jyllands-Posten 15. november 2002:
Pisk og gulerod for at få seniorer i job?
Finansminister Thor Pedersen (V) tumler med planer om at præmiere de medborgere, der gerne vil fortsætte et aktivt liv med beskæftigelse efter det fyldte 65. år.
I betragtning af at beskæftigelsesministeren for et par måneder siden var ude at svinge pisken over en lidt yngre befolkningsgruppe, nemlig de 58-59 årige, der angiveligt - og imod regeringens vilje - ventede på at gå på efterløn, er det helt rart at konstatere, at regeringen også kan tilbyde en gulerod.
Motivet til såvel beskæftigelsesministeren som finansministerens initiativer er fuldtud acceptabelt, idet de på den måde forsøger at afhjælpe den forventede stigende efterspørgsel efter arbejdskraft - en efterspørgsel, som på visse områder allerede eksisterer f.eks. i Sønderjylland, hvor virksomhederne nu beskæftiger en del tyske medarbejdere.
Sådanne og lignende initiativer er dømt til at mislykkes al den stund, at danske virksomheder er særdeles tilbageholdende med at antage nye medarbejdere over 50-55 år. Adskillige virksomheder - herunder også ministerierne – fyrer i afskedigelsessituationer den ældre medarbejder frem for den yngre, fordi den ældre jo bare kan gå på efterløn.
Der er for mig derfor ingen tvivl om, at ministrenes initiativer bør suppleres med en særdeles aktiv indsats over for virksomhederne i bestræbelserne på at overbevise dem om, at de også skal beskæftige den ældre befolkningsgruppe. Her ville ”pisken” nok også være på sin plads.
I øvrigt forekommer virksomhedernes uvilje mod at antage nye medarbejdere i den pågældende aldersgruppe mig fuldstændig ulogisk i betragtning af, at disse mennesker i stor udstrækning er de mest stabile medarbejdere. Og det er helt urimeligt, at man ikke udnytter den arbejdskraftreserve, der vitterligt findes inden for landets grænser.
Debatinlæg i ErhvervsBladet den 18. september 2002:
Straffeaktion?
Det er prisværdigt, at beskæftigelsesministeren har kraftig fokus på problemet med at skaffe den nødvendige arbejdskraft til erhvervslivet. I sit seneste udspil vil han eksempelvis ikke fortsat ”frede” de 58-59 årige for aktivering.
Den hidtidige praksis med denne ”fredning” har bl.a. været begrundet med, at ledige i den nævnte aldersgruppe alligevel snart skulle/ville gå på efterløn. Og mange arbejdsgivere har endvidere benyttet det argument, når der skulle foretages reduktion af arbejdsstyrken. Selv den siddende regering har været en stor synder på det felt.
Den holdning, som ministeren lægger for dagen, har desværre karakter af at være en ”straffeaktion” mod en gruppe mennesker, som efter visses opfattelse ikke ønsker at komme i arbejde.
Det er min opfattelse, at en meget stor del af den danske befolkning ikke alene oprigtigt ønsker at kunne arbejde længst muligt, men tillige også anser det for at være en pligt at bidrage til samfundshusholdningen. Men netop de 50-60 årige er i en uhyre vanskelig situation, hvis de uforskyldt bliver ledige. Arbejdsmarkedet vil ganske enkelt ikke tage imod deres arbejdskraft. Endnu værre ser det ud, når ledige runder de 60 år.
Jeg hører selv til den sidste gruppe, men har af ganske andre årsager for nogle år siden valgt at være min ”egen herre” som selvstændig virksomhedskonsulent. Inden for de sidste ti år har jeg dog på min egen krop oplevet at blive betragtet som en ”olding” i form af afslag på stillingsansøgninger, hvor afslaget mere eller mindre tydeligt har været begrundet med alderen.
Fra rekrutteringsfirmaer, i hvis kartotek jeg har været opført som jobsøgende, har jeg på det seneste sågar modtaget besked på, at de har slettet mig fra kartoteket. Alderen har ganske vist ikke været angivet som begrundelse, men det er påfaldende, at meddelelsen kommer kort tid før 60-års dagen.
Derfor, kære minister, ret også skytset den anden vej. Sæt også en ”straffeaktion” ind mod ”forstokkede” arbejdsgivere, som udelukkende lefler for ungdommen. Så længe virksomhederne ikke vil nyansætte ”ældre” medarbejdere, så længe kan disse mennesker ikke komme i arbejde uanset nok så mange sanktioner.
Og lad for alt i verden være med at tale om retræteposter. Den ”ældre” del af en virksomheds ansatte ikke alene skal, men vil også, løse nøjagtigt de samme opgaver, som den ”yngre” del skal - hvis de har kvalifikationerne! Man mister jo ikke sine kvalifikationer, blot fordi man passerer 50.
Men hvor er bestyrelserne i selskaber med ”yngre” direktioner, der ikke tør/vil modtage den erfarne arbejdskraft? Mange bestyrelsesmedlemmer tilhører selv den pågældende aldersgruppe. De burde være de bedste til at forstå situationen. De har i hvert fald mulighed for at gøre deres indflydelse gældende.
